Natflyvning

Langt om længe er der de rette forudsætninger for natflyvning: Sigten over 8 Km., ingen skyer under 1.500 fod og instruktøren har tid til at undervise. Jeg har glædet mig længe til dette og har forberedt mig alt det, jeg kan. Turen skal gå fra Skive til Ramme VOR, derfra videre til Stauning hvor jeg skal lande et antal gange. Så videre sydpå mod Vesta VOR, dreje af og gå mod Randers. Undervejs vil der være afstikkere og en del airwork, så det bliver en lang tur.

Maskinen holder i Randers og jeg skal inden solnedgang flyve den til Skive, hvor instruktøren venter. Afsted går det til Skive, - en tur, som maskinen efterhånden næsten selv kan flyve....

I Skive gennemgår instruktøren forskellige forhold vedrørende natflyvning (love og regler) og efter at have udført en grundigt pre-flight inspektion af flyet gør vi klar til afgang. Det er nu blevet ret mørkt og jeg har alle antenner ude for at lære.

Starten adskiller sig ikke synderligt fra dag-starter, bortset fra at banelysene er tændte og vi kommer hurtigt af sted og op i højden. Så ind på track mod Ramme. Jeg kan stadig se husene og vejene, så det er endnu ikke så mørkt, at instruktøren gider sætte mig på prøve, men det mørkner hurtigt og inden vi når Ramme har han allerede sendt mig ud over vandet ved Venø og Nissum bredning for at jeg kan se, hvordan det er at flyve over vand om natten. Der er nu ikke den store forskel, for højden skal holdes ganske som om dagen og der er stadigvæk en god horizont.

Så sydpå mod Stauning og nu begynder øvelserne.  Jeg må dog alligevel have lært noget gennem tiden, for jeg har ingen vanskeligheder med at orientere mig eller manøvrere flyet gennem sving og kursændringer. Instruktøren drejer nu VOR'en væk fra den indstillede frekvens og siger, at jeg skal flyve visuelt, men alligevel finder jeg let Stauning (lyset fra den roterende beacon ved banen kan ses lang tid før jeg når frem) og jeg lægger an til landing. Ind på medvind, base og finale medens jeg koncentrerer mig, men det viser sig ikke at være så svært endda. Banelysene kommer nærmere og breder sig ud under mig som jeg blødt sætter hjulene på banen. Op igen og ned igen et antal gange. Det går fint, - jeg synes ikke at jeg har svært ved at vurdere højden på finalen og lander faktisk lige så godt (eller skidt om man vil) som jeg plejer. Det er nu blevet bælragende mørkt. - helt sort omkring mig og det bliver vanskeligere at navigere visuelt, så turen videre mod Vesta bliver anstrengende, mest fordi jeg er nervøs for at komme til at flyve uanmeldt ind i Esbjergs CTR/TIZ - Vesta ligger meget tæt på og jeg har tungen lige i munden. Vi kalder Billund og fortæller dem, at det er os, der ligger og flyver rundt i området og de hilser os velkommen. Ved Vesta drejer jeg mod nordøst og påbegynder det lange stræk mod Randers.

Nu er der mere at navigere efter, byerne lyser op rundt omkring os, men det er endog meget let at tage fejl af dem, for det er vanskeligt at vurdere afstandene til de forskellige byer og da jeg ikke kan se veje og skove kan det være ret svært at stedbestemme. Der er kulsort nede på jorden og terrænet ser forræderisk jævnt ud. TV-master er med deres blinklys en af de ting som jeg kan bruge til navigeringen og heldigvis er der ingen vind, så afdriften er minimal. For øvelsens skyld slukker instruktøren al instrumentlys - simuleret elektrisk fejl og jeg henter min medbragte lommelygte frem. Den er ikke meget bevendt. Godt nok kan jeg nu se instrumenterne, men den er alt for skarp og for ikke at ødelægge mit langsomt opbyggede natsyn, må jeg holde fingrene hen over pæren så kun ganske lidt lys kan slippe ud. Det er besværligt og ikke godt. Bedre havde det været med en klud viklet omkring lampen, men selv det er for lyst, for hvidt. Kun ved at klemme lommelygten ned ved sædet lykkes det at skabe et begrænset lys. Sidenhen har jeg fundet hvad jeg tror, er alletiders fidus: en glowstick! I sportfiske-forretninger kan man købe glowsticks som er et tyndt glasrør indeni et lidt tykkere plastrør. Hvert rør indeholder en kemisk vædske som lyser op når de blandes. Den aktiveres ved at man knækker det indvendige glasrør ved at bøje plastrøret, så blandes vædskerne og hele stangen lyser op med et blødt, ikke-blændende grønligt lys. Selv en lille glowstick på størrelse med en tændstik er tilstrækkelig og den lyser i 12 timer! Med en elastik i den ene ende kan den hænges op overalt i cockpittet uden at genere.

Vi slukker lommelygten igen og fortsætter. Der er nu ingen horizont og jeg skal passe på ikke at lade mig narre af en lang række gadelys i det fjerne til at lægge mig på linie med dem som om det var en horizont, ligeledes kan man narres af skyerne i det fjerne til at tro, at deres underside (ofte lidt skrå) er horizonten, så jeg støtter mig som altid til gyrohorizonten. Jeg holder min kurs fint og benytter mig ofte af et sigtepunkt (et lys eller en by) langt forude til at styre efter i stedet for at kigge på gyrokompasset hvert andet øjeblik. Det bliver en rolig og smuk oplevelse helt til Randers, men jeg har et værre besvær med at tænde banelysene på Randers og må næsten helt ind til banen før jeg kan aktivere dem. Så rundt om banen for at registrere vindretningen på vindposen og ind til landing. Jeg kommer ret højt ind på basen og tager så motoren ned på lave omdrejninger for ikke at støje så meget. Glider ind på finalen med ganske lidt støtte fra motoren og lander. Pyha. 3,5 timers flyvning så nu er det rart igen at mærke fast grund under fødderne.

Det var det. Instruktøren er tilfreds og jeg får mine påtegninger, så nu må jeg flyve natflyvning.