Skoling #1

Efter den indledende skoletime skal jeg nu rigtigt igang. Jeg i mellemtiden blevet belært om at det ikke var helt korrekt opfattet, det med de forgæves forsøg på at få bæstet i bevægelse, som jeg oplevede i første time: flyet skal faktisk holde med håndbremsen trukket ved den gule linie, hvor der faktisk skal gasses grundigt op og checkes magneter og kaburatorforvarmer (flyet har magnettænding lidt lig gamle knallerter, her er der dog 2 uafhængige sæt magneter). Nå nok om det, -lad os komme ud at flyve.

Jeg får efter instruktion lov til at opstarte al maskineriet. Jeg følger nøje en checkliste som punkt for punkt beskriver hvad der skal gøres. Vi indhendter informationer over radioen og ruller (taxier) ud til den gule ventelinie. Her gennemføres bl.a. et motorcheck hvor vi kontrollerer at de mange hestekræfter er arbejdsvillige. Mere radiosnak og vi taxier ud på banen og 'liner op' for enden af banen. Mere checkliste-arbejde inden vi endelig kan presse gashåndtaget roligt i bund og med en gruelig larm fra Rolls Royce'n under motorhjælmen accelerere hen ad banen.

Det er faktisk ikke så svært at starte, - maskinen accelererer op og omkring 55 knob vil den meget gerne op i luften, problemet er mere at lave en korrekt udflyvning i forlængelse af banen uden at sejle ud til en af siderne, for jeg har slet ikke nogen ordentlig fornemmelse for at styre med benene endnu og jeg kan mærke instruktørens overbærende hjælp med pedalerne. Godt det samme, for maskinen insisterer kraftigt på at dreje mod venstre under stigning. Men op kommer vi alligevel og godt væk fra flyvepladsen begynder øvelserne. Drej, stigning og nedstigning, langsomflyvning, flere drej og endnu flere drej ("Det er meningen, at kuglen skal være centreret. Om igen!"). Jeg prøver og jeg prøver. Når jeg drejer er der et instrument, som viser om jeg 'skrider ud' eller 'skrider ind' i svinget. Jeg begynder så småt ved timens slutning at have rimeligt styr på det. Jeg har også lært, at når en instruktør siger 1200 fod, så mener han 1200 fod og ikke 1180 fod eller 1220, men det er ikke helt så let som det lyder at holde højden i længere tid, når man samtidigt er travlt beskæftiget med også at holde kursen og hastigheden. Pyha, nu er timen slut og vi lander igen.

TIPS:

Brug rolige bevægelser med rattet (pinden). Det er alt for let at overreagere på de pust og skub, der hele tiden kommer.

Trim. TRIM! - Hvis flyet ikke er trimmet ordentligt, er det et konstant slid og slæb at flyve bare nogenlunde vandret.