skoling11

Skoling #11

Efter min sørgelige tur til Sindal har jeg fløjet almindelige øvelser med og uden instruktør et par gange og nu er det tid til min første solo-navigationstur. Jeg har fået en tur fra Skive til Århus (tidligere Tirstrup) og det skulle jo ikke være så svært. Derefter starte igen og via Ry tilbage til Skive. Det blæser en del og jeg skal lige flyve et par landingsrunder inden turen. Af en eller anden grund går den første landing ikke så godt. Jeg kommer ind med rigtig krabbevinkel og ned mod banen i en pæn vinkel (ca. 3 grader), men der er voldsom turbulens og jeg kæmper en stædig kamp mod elementernes rasen inden jeg efter et par pinlige hop får flyveapparatet sikkert ned på banen og jeg kan næsten fornemme de smørede grin i kontroltårnet.

Skive: "Tjah, - det blæser lidt i dag..."

Jeg: "Sig ikke mere, - jeg ved det godt: Naboens kat kan gøre det bedre!"

Jeg hiver flyet i luften igen og præsterer som et plaster på såret et par fortrinlige landinger.

Nå, tilbage til instruktøren og modtage de sidste formaninger inden navgationsturen. Jeg starter og kommer hurtigt på track, kalder Skive og meddeler at jeg forlader området og skifter til Karup. Jeg kalder Karup approach og informerer stolt om min flyvning, -husker det hele: VFR fra Skive til Århus, Cessna 172, 1 person, squawker 7000, endurance 5 timer, position og højde, forventer næste position kl.xx i 2000 fod. Karup giver trafikinformationer tilbage og jeg noterer flittigt ned. No problem. Kort efter er jeg forbi Karups område, melder ude og skifter til Århus approach. Samme venlige kommunikation som med karup og jeg får tilladelse til at komme i TMA'en ved Randers og fortsætte. Ok, så jeg fortsætter og modtager flere kortfattede instruktioner ind mod CTR'en. Nu kan jeg se banen ret forude, hvor er den stor, - lang og dejlig bred; jeg flyver og flyver uden at modtage nogen instruktioner, men endelig får jeg tilladelse til at lande. Det var osse på tide, for nu er banen tæt på og jeg får travlt med at tage mere fart af, sætte flaps, beregne vinkler o.s.v.

Jeg har besluttet mig for ikke at lave den klassiske begynderfejl ved landing på meget lange landingsbaner: at lande i løbet af de første 3-400 meter for så at taxi'e en kilometer hen til forpladsen, så jeg trækker indflyvningen et godt stykke hen ad banen før jeg sætter flyet næsten umærkeligt ca. midt på. Udmærket, med megen stolthed taxier jeg hen til forpladsen og kan ikke finde GA (General Aviation) parkering. Tårnet vejleder mig venligt (de kan se på flyveplanen, at her kommer en elev) hen til græsset hvor jeg parkerer. Så skal der betales og spises. At sidde i solen, spise madpakken med ryggen lænet op mod hjulskærmen og hilse kollegialt på de forbipasserende flyvere er ren luxus og jeg nyder det i fulde drag.

I Skive venter instruktøren, så det er tid til at komme af sted igen. Flyveplanen til Skive er afleveret og jeg modtager taxiinstruktioner, taxier ud og får besked om at vente på banen. Minutterne går. Har de glemt mig ? Alle kan se mig, som jeg holder ensom på den store startbane med en motor som langsomt soder til. Flere minutter slæber sig hen før starttilladelsen endelig lyder i hovedtelefonerne. Jeg kvitterer og giver fuld gas. Det er sjovt at se banen løbe bagud under flyet under stigningen, baneenden forsvinder bag mig og jeg er snart på track. Navigationen går let, for jeg husker med gru min tur til Sindal, hvor jeg navigerede forfærdeligt og nu har jeg lært at se mig grundigt (og langt) for.

Da jeg nærmer mig Ry er der en del søer, som er let at tage fejl af, men jeg finder den rette vej og drejer nordpå. Resten af turen er ret begivenhedsløs og det går op for mig, at det nok kan være en smule kedeligt at flyve alene uden nogen at dele oplevelserne og den flotte udsigt med. Igennem Karup's område med opkald. Jeg når lige at få øje på Viborg's udmærkede flyveplads ude til højre før jeg er ude af området og må skifte til Skive's frekvens. Jeg kalder Skive og melder min tilbagekomst. Locatoren leder mig fint hen mod banen og de kendte omgivelser dukker op omkring mig, jeg flyver direkte ind på en lang finale og lander pænt. Med slet skjult stolthed slentrer jeg ind til instruktøren og aflægger rapport om min første og vellykkede solo-navigationstur.