skoling13

Skoling #13

Solo navigationstur. Endelig! Og en lang en: Skive - Odense - Esbjerg - Ramme - Skive. Jeg har brugt en lang eftermiddag og aftenen til at regne alt ud: Vægtberegninger, kurser, rapportpunkter og flyveplaner m.m. Det hele skal stemme, men jeg mangler lige vejret som er ret afgørende for mange af beregningerne, så jeg står tidligt op næste morgen inden flyveturen og checker vejret hos flyvevejrtjenesten.

Hmm... det blæser en del, men skyerne ligger pænt højt. Så beregnes endelig heading, groundspeed, flyvetid, benzinforbrug m.m. Jeg er temmelig grundig, for jeg vil nødigt dumme mig og har også efterhånden fundet ud af, at grundige forberedelser inden navigationsture er en meget stor hjælp på selve flyvningen, så jeg ved nu hvad der skal ske og hvordan min navigation og ikke mindst kommunikation skal forløbe (hvis alt går lige efter beregningerne).

Jeg husker lidt chokolade og en sodavand med skruelåg, for på de lange ture er det dejligt at kunne stille den værste tørst. Så af sted!

Instruktøren kigger mine beregninger igennem og jeg indhenter det aktuelle vejr og checker notams, - ikke noget af betydning for min tur, så efter briefingen afleverer jeg flyveplanen fra Skive til Odense og tanker maskinen helt op (jeg har det bedst med fulde tanke..)

Tårnet kaldes, taxi og opstartprocedure, ud på banen og afsted! Jeg har en herlig fornemmelse af at have styr på det hele, medens den brølende motor hurtigt trækker mig op til 2500 fod hvor jeg flader ud og går på mit track. Jeg siger farvel til Skive og kalder Karup Approach, får tilladelse til at gennemflyve TMA'en og så går det stille og roligt afsted; - notere tider ved rapportpunkter, checke instrumenter og motor samt navigere. Det er ren nydelse, - de grundige forberedelser har deres virkning, turen er afslappende og jeg har rigelig tid mellem kommunikationerne til at betragte landskabet som glider bagud under mig. Der er godt med afdrift, for blæsten er ikke taget af, snarere tværtimod og når jeg kigger ned på landskabet under mig, kan jeg tydeligt se at jeg flyver adskillige grader sidelæns for at holde mit track, men der er heldigvis ingen turbulens. Jeg bryder mig ikke om turbulens (eller termik for den sags skyld) for det er vanskeligt at nyde turen når man hele tiden bliver puffet til fra alle sider.

Jeg siger farvel til Karup da jeg er igennem TMA'en og kort efter dukker Århus langsomt op ovre mod venstre. Mit track fører mig højre om Århus ned mod kysten ved Gylling næs og nu skal jeg ud over vandet så jeg stiger langsomt til 3000 fod. Skyerne tillader ikke at jeg går højere op selv om jeg gerne ville, men der er heller ikke langt til Endelave, så jeg er ikke utryg. Endelave passeres og jeg går nu mod Fyns nordkyst. Jeg kalder Odense og afleverer mine oplysninger, får tilladelse til at komme i TMA'en og vejr/baneoplysninger. Det er gået fint så længe, så nu må det være på tide at dumme sig; - i hvert fald dummer jeg mig nu. Der er vestenvind og det ville have været naturligt fra min position at gå mod locatoren FE (som jeg allerede har pejlet på ADF'en) for så at styre ret ind mod banen direkte på finale, let og elegant. Men nej. Mit track går i en lige linie lige ind til Odense lufthavn og jeg styrer efter tracket. Og jeg kan ikke få øje på flyvepladsen. Jeg får tilladelse til at komme i CTR'en og bliver bedt om at rapportere højre base. Jeg ved, hvor jeg er, -det hele passer sammen med kortet, men jeg søger og leder desperat med øjenene efter flyvepladsen inden jeg endelig får øje på den - ALT for tæt på til at jeg kan lave en ordentlig indflyvning. Jeg går til bekendelse: kalder Odense og fortæller at jeg for sent har fået banen i sigte og vil lave et venstredrej for at komme på et forlænget medvindsben. De står garanteret allesammen i tårnet og ryster beklagende på hovedet mens de græmmer sig over denne uduelige elev ovre fra det mørke Jylland.

Jeg styrer ind på medvind og tilpas ude går jeg på venstre base, rapporterer, går på finale og rapporterer igen. Nå, -de svarer da pænt dernede, så de er nok ikke alt for sure på mig. Og godt det samme, for jeg har nok andet at koncentrere mig om: det B L Æ S E R fra vest og jeg har aldrig før krabbet så skævt ind til landing, men jeg må have lært et og andet gennem tiden, for jeg er i stand til at holde flyet stabilt i forlængelse af banen hele vejen ind. Jeg har fulde flaps ude og burde nok have nøjedes med 20 grader, men det går fint. Hen over tærskelen, - gassen af, - styre retningen med fødderne og afdriften med krængerorene; det er ikke let at holde retningen, foden er helt nede ved gulvet, men lidt gas giver bedre styring og jeg sætter til min egen overraskelse flyet roligt ned på banen uden slinger. Hurtigt op med flaps og taxi roligt hen til det anviste sted. Pyha! Jeg er stolt af min landing, men skamfuld over min indflyvning.

Så er det tid til at betale og holde en lille pause for at lade op til den næste strækning mod Esbjerg. Flyveplanen indleveres og jeg sætter mig til rette i flyet igen, studerer kortet nøje og planlægger min udflyvning. Jeg kalder tårnet og får taxiinstruktioner, -kører ud til venteposition, laver motorcheck og får tilladelse til at starte. Fuld gas og efter kun få meter (sådan føles det ihvert fald) er jeg i luften og stiger op til 1500 fod. Jeg rapporterer ude nord for Vellinge og videre ud af TMA'en nord for Nørre Aaby, så videre mod Middelfart og Kolding. De to Lillebæltsbroer ses tydeligt og i det hele taget er det et smukt område med øer og fjorde. Nå, med det er ingen fornøjelsestur det her, så i gang med arbejdet: Jeg er steget til 2000 for og kalder Billund Approach, får tilladelse til at gennemflyve TMA'en og styrer ret mod Esbjerg. Der er nu ikke så megen afdrift, da vinden er næsten ret imod, men groundspeed er ikke imponerende høj, så jeg har faktisk lidt tid til overs til også at nyde turen. Jeg siger farvel til Billund og kalder Esbjerg, får mine instruktioner og tilladelser og styrer mod Esbjergs locator EJ (ja, - nu har jeg lært det!) Det B L Æ S E R og der er beklageligvis en del turbulens da jeg på finalen er tæt på banen. Jeg må støtte en del med motoren for at lande pænt, men det bliver alligevel til et enkelt lille uskyldigt hop som jeg tror at ingen så.

Pyha, - nu er det tid til en pause og en madpakke.

Betjeningen på havnekontoret er særdeles venlig og imødekommende. Jeg får uden tøven lov til at ringe hjem og til at låne telefaxen. Meget fint!

Men jeg må se at komme af sted igen. Ude på forpladsen står min trofaste flyver OYBZE og venter i blæsten, men først lige de obligatoriske checks rundt om flyet og op og kigge ned i tankene. Alt er OK, så jeg får hurtigt kommunikeret, taxiet og laver motorcheck. Så får den alt hvad den kan trække hen ad den lange bane og opad det går. Jeg har fået besked på at flyve højre ud og har snart Varde ret forude. Esbjerg kalder og siger, at de ikke kan se min transponder. Jeg drejer alle knapperne rundt et par gange og så melder de, at nu er det i orden. Godt nok. Jeg melder ude af CTR'en nord for Varde og holder mig under Billunds TMA mens jeg styrer mod RAMME VOR. Nu er der grundig afdrift igen og jeg krabber afsted mens skyerne til min ærgelse synker længere og længere ned. Jeg kan ikke holde min højde på grund af skyerne, men må søge længere og længere ned. Jeg melder mig over radioen til Stauning Afis som ligger på mit track og vi hilser pænt på hinanden inden jeg fortsætter nordover. Skyerne synker mere og jeg er efterhånden nede i 1400 fod.. Da jeg når RAMME VOR drejer jeg næsten stik øst mod Skive. Og så går det med mange knobs medvind som lyn og torden hen over himlen så jeg næsten ikke kan følge med til at navigere og passe instrumenter/motor/føre tider m.m. Nu holder skyerne sig nogenlunde på ca. 1500 fod, så resten af turen går som smurt. Jeg kalder Skive og lander uden problemer.

En lang tur som gik fint (bortset fra anflyvningen af Odense), selvtilliden er vokset betragteligt og jeg konstaterede, at jeg udmærket kan finde ud af at lande ordentligt selv om det blæser temmeligt meget.