|
Instruktøren har arrangeret flere landingsøvelser til mig, - denne gang på græsbane. Turen går til Hadsund for at få mere erfaring på græs og det er smukt, klart vejr da jeg tager af sted mod nordøst, spændt på om jeg nu kan finde pladsen i første forsøg, for det kan være svært at få øje på græsbaner hvis de ikke er placeret i nærheden af et eller andet karakteristisk i landskabet. Men jeg har studeret kortet grundigt og finder straks frem til pladsen. Nu gælder det så om at holde tungen lige i munden. Der er næsten ingen vind, så afløbet efter landingen kan blive langt. Der er ingen radiobetjening på pladsen som kan fortælle mig om vindretningen eller vindstyrken, så jeg kredser rundt om flyvepladsen og konstaterer, at vindposen hælder en smule i østlig retning. Det er vist ret ligegyldigt hvad retning jeg vælger, men jeg går ind for landing mod den smule vind, som dog er til stede. På medvindsbenet synes banen ikke særlig lang, men det kan vel lade sig gøre. Når man har vænnet sig til lange asfaltbaner kommer man alt for let til at synes, at baner på 6-700 meter er urimeligt korte, men ved at genkalde sig tallene for landingsdistancer i flyets håndbog kan man gendrive bekymringerne, - der er plads nok! Ind på base og så på finale. Dyb koncentration medens hastigheden afpasses og der trimmes. Jeg flader ud ca. 20 meter efter tærskelen og synes at græsset suser med al for stor fart bagud under mig. Jeg lader mig ikke narre til at tro, at jeg flyver for hurtigt for jeg er altid meget opmærksom på min airspeed. Da vinden er ganske svag, er min groundspeed tilsvarende høj, men alt passer sammen og jeg tager jorden ganske blødt og skrumler hen over græsset uden at bremse ret meget for ikke at skride ud. Så snart jeg kan se at alt er vel, lader jeg flyet rulle farten af sig selv indtil jeg kan dreje rundt og med roret trukket godt tilbage for at aflaste næsehjulet køre tilbage til det lille klubhus. Det var ikke så værst, ja det var faktisk ret godt. Der er selvfølgelig mere ujævnt end på asfaltbaner, men ikke noget problem. Jeg er i højt humør da jeg går ind i klubhuset efter girokortet til betalingen og efter et par minutter er jeg klar til start igen. Jeg holder helt henne ved banens tærskel for at have hele banelængden til min rådighed. Så får den alt hvad den kan trække og jeg ruller hen ad græsset hurtigere og hurtigere. Der er lidt ujævnt og da vingerne begynder at løfte kan jeg tydeligt mærke den bølgende fornemmelse som fremkommer langs en lidt ujævn bane. Op i luften igen og rundt til flere landinger og starter. Alt går som smurt, men nu er det ved at blive sent og jeg må hjem igen. På hjemturen hilser jeg på en lille regnbyge, men jeg har fløjet så meget i regn og rusk, at det ikke kan genere mig. Jeg finder hurtigt hjem rent visuelt og lander i vindstille. En fredelig tur som bekræftede at jeg efterhånden flyver med større og større sikkerhed. Alligevel udøver jeg som efter alle mine flyvninger en vis selvkritik: Kom jeg nu ikke lige vel langt ned på finalen i landing nr. 2 ? Holdt jeg egentlig ikke for lidt øje med vindposen ? o.s.v.
|
TIPS: Ved landing i vindstille, eller næsten vindstille må du ikke lade dig narre af synsintrykket af din fart hen over banen, - det er kun din air-speed der tæller. Hold øje med vindposen. Svag vind om aftenen kan ofte ændre sig til vind fra forskellige retninger. |