|
Vejret har været skiftevis godt og dårligt de seneste mange dage, men jeg har alligevel fløjet adskillige opgaver og er efterhånden ret rutineret. Jeg venter nu på, at instruktøren skal komme flyvende og hente mig. Jeg har ikke fået oplyst, hvad jeg skal lave og har således ikke kunnet forberede mig, med med det meget lave skydække som der er i dag er det nok tvivlsomt om jeg overhovedet kommer op at flyve. Så hører jeg i tårnets radioanlæg, at mit fly kalder op og melder sin ankomst. Der er ingenting at se på himlen udover meget lave skyer og jeg hører flyets motor længe inden jeg får øje på det på finalen. Efter landingen kommer instruktøren ind og henter mig, jeg skal bare sætte mig ind, så vil han fortælle mig hvor turen går hen. I flyet får jeg at vide, at i dag er der marginale forhold og jeg skal flyve til Viborg og lande. Jeg skal starte igen og returnere hertil. Instruktøren er med på hele turen. Jeg studerer kortet, og lægger en kurs som jeg synes ser rimelig ud. Så starter jeg op er næppe drejet af efter udflyvningen, før jeg i ca. 600 fod over jorden må konstatere, at det ikke er muligt at komme højere op for skyerne. "Det er fint, - videre til Viborg" siger instruktøren. Hmmm, jeg bryder mig ikke om at flyve så lavt, men jeg skal jo prøve det, så jeg styrer så godt jeg kan ind og ud mellem skyerne der dukker op i forskellige højder over skovområderne, man kan ligefrem se skyerne 'vokse' ud af skovene og det er meget flot. Jeg er dog ikke i stand til at nyde det ret meget, for hele tiden skal jeg passe på min højde, min kurs og ikke mindst holde godt udkig, - det går ikke at kigge for meget på instrumenterne, for der skal ikke mange sekunders uopmærksomhed til før man flyver ind i tætte skyområder. Jeg flyver parallelt med en vej, som vil føre mig i nærheden af Viborg flyveplads og forsøger hele tiden at have vejen i sigte. Store elmaster passerer ind under mig, alt for tæt på synes jeg. Endelig dukker søerne ved Viborg op og endelig får jeg øje på flyvepladsen. Jeg kredser en gang rundt for at se vindretningen og begynder så min landingsrunde. Det er svært at se banen, for sigten er elendig og banen er ikke afmærket særlig tydeligt og jeg har et hulens besvær med at vurdere hvornår jeg er på det rette sted for at dreje ind på finale, . Jeg drejer rundt endnu en gang, medens instruktøren stresser mig: "Hvorfor lander du ikke! Ned med den!". Jeg lader mig ikke påvirke. Jeg lander først når jeg er helt sikker i min sag, om jeg så skal gå rundt 10 gange. Endnu en rundtur, medens instruktøren stresser, - nu passer det: Ned med farten, ned med flaps, ned med næsen o.s.v. ned på græsbanen ganske roligt uden besvær. Så ikke bremse for meget, da græsset kan være vådt. Efter landingen kører jeg helt tilbage, giver 10 graders flaps og starter igen med næsen hjemad. Hjemturen går på en eller anden måde meget lettere selv om vejret og skyhøjden er den samme, - jeg tror, at jeg allerede har lært noget på udturen. I hvert fald finder jeg ret let vej tilbage mellem skyområderne og er ikke så bekymret som på udturen. Lander uden besvær og har nu noget at tænke over. Jeg er glad for at have fløjet under disse forhold, for måske kommer jeg en dag ud for at vejret uforudset ændrer sig til noget lignende medens jeg er ude at flyve, - så er det godt at have bevist over for sig selv, at man kan klare det. |
TIPS: Slip ikke banen af syne, når du først har fået øje på den! Det kan blive et hulens besvær at finde den igen, hvis den bliver væk for dig i usigtbart vejr. |