|
Nu begynder det at ligne noget: Jeg starter selv op i henhold til checklisten, kalder op over radioen og taxier ud til ventepositionen. Opvarmingen her tager stadigvæk for lang tid for mig, og det kniber en del at huske hvordan krængerorene skal stå i forhold til vinden. Instruktøren går meget op i at krængerorene altid skal stå således i forhold til vindretningen at der er mindst risiko for at et vindpust tipper maskinen over og egentligt burde det være ganske enkelt, men jeg klovner konstant i det i mit forsøg på at huske vindretningen. Vi kører ud på banen og 'liner up' for enden. Her justeres gyrokompasset og så giver jeg roligt fuld gas.Også under startløbet skal krængerorene holdes korrekt, men det er jo ligeud hele tiden og ikke så svært at huske. Efterhånden som vi accelererer slækkes mere og mere på krængerorene og vi går i luften uden ret meget afdrift. I 500 fod over jorden (det er 654 fod her i Randers) drejer jeg af og stiger op til den højde og kurs som instruktøren har anvist. Så er det tid til øvelser (airwork): Drej, cirkler ottetaller o.s.v o.s.v. Efter endt airwork er det tid til at (forsøge) at lande. Jeg får demonstreret procedurerne af instruktøren et par gange og skal nu selv forsøge. Hmmm. det er ikke så let. Jeg kommer ind på finale i rimelig god højde og med pænt trim (60 knob) og med fulde flaps slingrer jeg ned mod banen og konstaterer nu noget, som man slet ikke kan se når man står nede på jorden, selv om man står helt tæt på landingsbanen: banen vugger sideværts frem og tilbage og ligger sjældent stille på sin plads mere end et par sekunder af gangen! "Ned med næsen!" kommanderer instruktøren, da jeg instinktivt har løftet næsen på flyet en smule, 200 fod, 150 fod, "Ned med næsen!", 100 fod, den pokkers bane flytter sig lige som jeg har den på kornet og den pokkers sidevind skubber omkring med flyet, "Ned med næsen!", 50 fod: gashåndtaget helt ud - jeg glider det sidste stykke ned mod banen og foretager hvad bedst kan beskrives som en inflight kollision med en planet, men både flyet og vi overlevede uden skader, så helt galt var det ikke... Under hele sceancen har instruktøren fulgt med på både ror og pedaler, men har kun skredet ind med en hjælpende hånd (fod) når det har været bydende nødvendigt. Alligevel vil jeg ikke kalde det for min første landing, det venter jeg med til jeg har landet helt selvstændigt.Nå, men vi må op igen og jeg trækker flaps op og giver fuld gas. Flere landingsrunder og endnu flere landingsrunder: Det bliver ikke bedre af den grund, - jeg slinger ind mod banen hver gang og kan slet ikke få ro over flyet eller få det til at pege pænt i banens retning, enten er jeg til venstre for banen eller osse er jeg til højre for banen og sådan fortsætter det resten af lektionen. Instruktøren trøster og fortæller, at man skal have landet mindst 100 gange før det bliver nogenlunde anstændigt. Nå, men så er der da håb endnu... |
|
TIPS: Igen TRIM for at flyve stabilt. I landingsrunden er det vigtigt at trimme TIDLIGT så man ikke skal til at trimme skyndsomt det sidste stykke nede på finalen hvor der nok andet at se til. |