Skoling #8

Efter en lang periode med dårligt vejr, er jeg nu i gang igen og har fået fløjet en del. I regn og slud, og i   hård blæst. Instruktøren siger, at det er godt, for så lærer jeg at klare mig overfor vejrets omskiftelighed. Det værste er turbulens i forbindelse med landingerne, - så er det med at holde tungen lig i munden og godt med fart på flyet.

Jeg kan mærke, at han er begyndt at forberede mig til min første soloflyvning. Det startede med at jeg skulle starte op uden ham og taxie hen til lufthavnsbygningen hvor han ventede. Det har jeg nu gjort nogle gange og nu er han begyndt med at jeg ydermere skal foretage motorprøven og startcheck'ene alene hvorefter han kommer og sætter sig ind.

Jeg er udmærket klar over hvad der foregår: jeg skal opnå selvtillid og tryghed ved at opleve, at jeg sagtens kan klare disse opgaver, så nu går der nok ikke længe før jeg skal flyve alene. Jeg glæder mig selvfølgelig, men er også lidt bekymret for hvordan jeg vil klare det når jeg sidder helt alene i cockpit'et og ikke har en ekstra livsforsikring i form af en instruktør siddende ved min side.

I mellemtiden flyver vi en masse øvelser og jeg er nu kommet til det punkt, hvor jeg flyver rimeligt rutineret, (min kollega på arbejde siger, at han nu er begyndt at vove sig udendørs selv om jeg er i luften!) - jeg tænker ikke længere på at det er noget særligt at sidde bag rattet i en flyvemaskine og mine starter og min flyvning er efterhånden blevet noget selvfølgeligt, omtrent som at starte en bil og køre derudad (næsten), men jeg er ikke tilfreds med mine landinger. Måske er jeg alt for selvkritisk, for jeg føler at jeg har dummet mig hver gang jeg ikke laver en 'smørlanding' og instruktøren har ikke længere de store kommentarer til mine landinger.

Det går videre med landinger med og uden flaps, med og uden motor. At lande uden flaps viser sig et være en helt ny oplevelse. Når man lander med fulde flaps, er det nogle gange som om man sidder og balancerer på en halvfyldt vandseng, men uden flaps er det meget lettere at styre flyet, rorene lystrer med det samme og jeg kan let styre rent ned mod banen, men den svæver og svæver så den næsten ikke er til at få ned på banen når jeg flarer. Det gælder som ved alle landinger om at få fløjet farten af ganske lavt over banen, så flyet til sidst ikke kan flyve mere og rattet er trukket helt tilbage. Det ideelle er så at være så lavt, at hjulene sætter sig blødt på banen. Men uden flaps er der et betydeligt bedre glidetal end med flaps og det kommer gang på gang bag på mig så jeg svæver et langt stykke hen langs banen i en halv meters højde uden at kunne få bæstet til at lande hvor jeg havde beregnet det. Men som det plejer at gå: Efter en tre-fire omgange har jeg styr på det og så er det i virkeligheden ikke så svært.