Skoling #9

Så går det løs igen og denne gang har vi endelig fint vejr med høj sol, højt skydække og ikke for voldsom blæst. Jeg møder op i god tid og bakser alene med at få flyvemaskinen ud af hangaren og gjort klar. Efter en kort introduktion starter jeg op og efter de sædvanlige check ruller vi ud på banen og liner op. I dag står den (for gud ved hvilken gang) på airwork og landinger, landinger og landinger.

Jeg starter, hiver os i luften og så går vi i gang: drej, ottetaller, langsomflyvning og endelig landinger. Det går efterhånden fint med at lande og instruktøren gider ikke længere vente på at jeg sølle elev får gennemfløjet den pænt firkantede landingsrunde; - så for at udnytte tiden bedre er det mig som lander, tager flaps op o.s.v., så giver jeg fuld gas og går op igen. Lige efter start overtager instruktøren styringen og med sine mange års erfaring smider han flyet rundt i en lynhurtig landingsrunde så jeg (og min mave) grundigt kan føle G - påvirkningen i de krappe drej. Han anbringer flyet nogenlunde på finalen og så er det igen min tur.

Efterhånden stiger hans krav: "Nu skal du lande flyet på midterstribe nummer 4" og af en eller anden grund lykkes det fint for mig. "Du skal lande og flyet skal stå stille ved midterstribe nummer 5". Det var sværere. Jeg er nødt til at gå meget lavt på finalen og sætte hjulene så tidligt som muligt ved banens begyndelse for at have banelængde nok og jeg kan tydeligt huske de mange formaninger om aldrig at lande for kort, men det lykkes sørme for mig at ramme banen lige på 'fodgængerfeltet' ved banens begyndelse og stoppe helt op uden at bremse for meget (instruktører hader at eleverne bremser for meget og for kraftigt). Pyha, - det er ved at blive varmt nu i solen, men vi fortsætter: Op igen og ned igen - denne gang uden motor.

Så øver vi kortbanestart: 10 grader flaps, op og stå på bremserne, fuld gas og når det hele ryster og raser, slippes bremserne og vi drøner af sted. Rattet trukket godt tilbage og vi går i luften lidt over stallhastigheden. Så lidt frem med rattet for at samle lidt fart op før vi stiger op. Det fungerer og efterhånden er instruktøren blevet træt af det hele og vi lander. Jeg er lykkelig medens vi ruller tilbage til forpladsen, for jeg er varm og tørstig og da vi standser op er jeg parat til at springe ind i cafeteriaet og læske mig med det samme, men instruktøren siger tørt, at nu går han og så kan jeg jo lige tage en tre-fire landingsrunder alene. Alene? Mener han, at jeg skal flyve solo? Nu? Jah..det mener han og nu er han allerede gået...

Det havde jeg ikke regnet med. Den dag jeg har ventet på så længe er altså kommet. Jeg lukker dørene og siger til mig selv: "Nu gør du som du har lært, og kun som du har lært det! Nøjagtigt som du har gjort det de mange gange sammen med instruktøren: Pæne firkantede landingsrunder, rigtige hastigheder og ingen pjat! Og hold op med at være nervøs!"

Jeg starter maskineriet og kalder tårnet. Taxier ud til venteposition og laver motorcheck. Kalder tårnet og taxier ud på banen og liner op pinligt præcist langs midterstriberne.Fuld gas og afsted går det. I sikker højde råber jeg til mig selv: "Du gjorde det!!!", jeg flyver nu alene og en urgammel  (Nå-ja måske ikke urgammel, men ihvert fald over 30 år gammel) drøm er ved at gå i opfyldelse; jeg kan (næsten) flyve.

Tilbage til virkeligheden: Jeg drejer på medvind, udfører landingschecket medens jeg siger den magiske remse: fuel, fuel, fed, both (aflæs de to benzinmålere, sæt benzin/luftblandingen på fed, og tankvælgeren på begge tanke), kalder tårnet, går på base, så finale og lander. "Yes! jeg kan!". Op igen til en ny runde, men da jeg er landet for anden gang, er jeg så tørstig, at jeg skønner det uforsvarligt at gå op igen, for jeg er bange for hvad der kan ske, hvis jeg bliver dårlig på grund af varmen og tørsten midt under flyvningen. Så jeg taxier triumferende tilbage til forpladsen og parkerer.

Så ind for at have noget at drikke.

Instruktøren møder mig i forhallen medbringende en dusk planter fra den nærliggende mark. Han ønsker mig tillykke og overrækker mig som traditionen byder det, min solo - buket. Jeg er ovenud lykkelig.

Men det er ikke slut endnu. Jeg flyver endnu nogle runder efter at have fået lidt at spise og efter en lang dags flyvninger er det med et stort fjoget smil tværs over ansigtet jeg kører den lange vej tilbage til Randers, hjem og berette om min succes.

Den dag i dag bliver jeg stadig ikke træt af at kede alle til tårernes rand med detailleret beskrivelse af min første soloflyvning.